Se det mest populære inden for køkkenudstyr og find de bedste tilbud.
Læs mere og sammenlign priser her!

Paprikagryde til børn

Børn kan godt være “kræsne”, men egentlig er det ofte fordi, børns smagsløg er mere sarte end voksnes. Tænk bare på, hvordan du som barn måske ikke spiste oliven, ost eller chili og hvidløg, som du måske elsker i dag. Derfor kan det være en fordel at tilberede retter med ingredienser, som børnene kan lide – det bliver de ikke dårligere af. Tag bare denne paprikagryde til børn.

En klassisk paprikagryde, det er da bare lækkert, der er da ikke noget i, som skulle genere sarte smagsløg. Men jo, det kan der godt være. Det behøver ikke være smagen alene, det kan også være konsistensen. Vil du lave en klassisk paprikagryde, kan du finde en fantastisk lækker opskrift her, men herunder viser vi dig, hvordan du kan lave en børnevenlig paprikagryde.

Paprikagryde med kylling

Husk, at skal paprikagryden være rigtigt børnevenlig, skal du have børnene med i køkkenet. Børn er bedre til at spise retter, hvor de ved, hvad der er kommet i, og hvor de måske selv har været med til at skære og røre.

Ingredienser til paprikagryde til børn

Er det til dine egne børn, så ved du sikkert allerede, hvad de kan lide, og hvad de ikke kan lide, og er der noget, de ikke kan lide, så udelad eller udskift den ingrediens. Opskriften er til fire personer.

  • 800 g bagekartofler
  • 1 broccoli
  • 2 løg
  • 100 gram bacon i tern
  • 500 g kyllingekød i strimler
  • 2 spsk. sød paprika
  • 140 g tomatpasta
  • 3 dl hønsebouillon
  • 2½ dl fløde
  • 1 spsk. balsamicoeddike
  • 8 cherrytomater
  • 2 gulerødder
  • ½ agurk
  • 20 g smør
  • ½ dl mælk
  • Salt
  • Peber

Sådan laver du børnevenlig paprikagryde

Du kan i stedet for at servere kartoffelmos til koge en portion ris og servere til. Men her er der altså valgt kartoffelmos, så du også kan få lidt grøntsager i ungerne.

  1. Skræl kartoflerne, skær dem og broccolien i mindre stykker, og kog dem møre i usaltet vand – jo mindre stykker, jo kortere tid skal de koge.
  2. Hak løget i en minihakker – mange børn bryder sig ikke om store løgstykker.
  3. Kom baconternene på en kold pande, tænd for fuld skrue, indtil baconternene begynder at syde og at tage farve. Så skruer du ned til medium varme.
  4. Tag de sprøde bacontern af panden, og læg dem på fedtsugende papir.
  5. Svits kyllingekødet i baconfedtet sammen med løgene.
  6. Tilsæt paprika, og svits det af.
  7. Tilsæt tomatpasta, og svits det af.
  8. Tilsæt hønsebouillon, kog op, og lad det hele simre i 10-12 minutter, til kødet er mørt.
  9. Mos imens kartofler og broccoli, og pisk det op med smør og mælk, og smag til med salt og peber.
  10. Tilsæt fløde til paprikagryden, og kog op.
  11. Smag til med balsamicoeddike, salt og peber.
  12. Servér med kartoffelmos, ristede bacontern, halve cherrytomater og stave af gulerødder og agurk.

Velbekomme!